Her kan du blive klogere på danske fyrtårne og fyrtårne som det danske fyrvæsen gennem tiden har bygget og administreret på Færøerne, i Grønland og på De Vestindiske Øer. Som supplement til fyrtårne på land lå der i over 159 år fyrskibe i de danske farvande. Dem kan du også blive klogere på, og det samme gælder de tekniske anlæg, magasiner, inspektionsskibe og administrative enheder, der fulgte med driften af et effektivt fyrvæsen.
De mennesker som fik det hele til at fungere er også med på siden. Nogle er kun nævnt ved navn, andre er suppleret med foto, og nogle har desuden en beretning om deres liv og virke.
Hvis antallet af fyrtårne overrasker, skyldes det at begrebet 'fyrtårn' anvendes bredt og således også dækker over et molefyr i en havn eller en stålmast med en lanterne på toppen.
Siden er meget simpel. Den består af en menu, der åbnes ved at klikke på de tre streger på sort baggrund i øverste venstre hjørne samt et søgefelt til højre herfor. Ved søgning kommer du direkte til den side som beskriver fyrtårnet, fyrskibsstationen osv. Via menuen kan du åbne et landkort med de registrerede enheders geografiske placering, eller du kan få vist en alfabetisk sorteret liste. Desuden finder du historiske beskrivelser samt oversigter over kilder, links og ordforklaringer.
Den 8. juni 1560 udsendte kong Frederik 2. (1534-1588) et missive (brev) om afmærkning af sejlruten mellem Skagen og Falsterbo i Sverige, med fyr på Skagen, Anholt og Kullen. Denne dato markerer starten på et organiseret fyrvæsen i Danmark.
Datidens omfattende sildefiskeri havde allerede i 1400-tallet ført til oprettelse af fyranlæg, der tændtes i efterårsmånederne. Disse var dog baseret på lokale initiativer og ikke tiltænkt skibsfarten som sådan. Som eksempel kan nævnes en lygte monteret i en dertil indrettet lille muret udbygning i østgavlen på tårnet tilhørende Sankt Nicolai Kirke i Køge.
De tre fyranlæg, Kong Frederik 2. beordrede opført, udløste ikke en bølge af nye fyranlæg. Den kom først langsomt i gang i 1700-tallet, hvor der kom ti nye. I de følgende to århundreder gik det derimod stærkt:
Bemærk, at opgørelsen er vejledende og kun omfatter de her på siden registrerede fyranlæg, samt at ikke alle eksisterer længere og kun få af dem er fyrtårne i traditionel forstand, dvs. muret tårn med lanterne på toppen og boliger til fyrmester og øvrige personale.
Hvorfor ikke blot fyrskibe? Et fyrskib er et fartøj, der er udstyret til formålet. En fyrskibsstation er en position i havet, hvor et fyrskib er udlagt. Det samme fyrskib kan over tid være udlagt på forskellige stationer, og selv om nogle fyrskibe lå på samme station i mange år eller hele tiden, skulle de til årligt eftersyn og løbende vedligeholdes og repareres efter skader fra dårligt vejr og fra de mange påsejlinger, som nogle af stationerne var plaget af. I de tilfælde blev stationen overtaget af et af de fyrskibe, man havde i reserve.
Den første danske fyrskibsstation var Læsø Trindel, som natten mellem 14. og 15. juli 1829 tændtes for første gang. Læsø Trindel er et stenrev nordøst for Læsø, hvis beliggenhed udgør en fare for sejladsen i den østlige del af Kattegat.
I alt nåede der at eksistere 33 fyrskibsstationer i de knap 159 og et halv år fyrskibe sikrede sejladsen i de danske farvande. De var ikke alle 33 aktive på samme tid. Nogle stationer eksisterede kun i en kortere årrække. Under 2. verdenskrig blev der oprettet flere midlertidige stationer, og i årene efter blev der både oprettet og nedlagt et antal stationer.
Fyrskibene findes under menupunktet 'Fartøjer' sammen med inspektionsskibe og andre skibe, som drift og vedligeholdelse af de mange fyranlæg krævede. Da der var tradition for at genbruge de samme navne på inspektionsskibe og andre skibe, og et skibsnavn derfor ikke altid knytter sig til ét enkelt fartøj, findes deres historiske beskrivelse under menupunktet ‘Støtteskibe’.
Intet virker uden løbende inspektion, tilførsel af forsyninger og vedligeholdelse. Med opførelse af fyranlæg på småøer og særligt efter at fyrskibe blev taget i brug, kunne denne opgave ikke klares fra land. I starten lånte man sig frem, og efterhånden som behovet steg, fik man bygget specialkonstruerede skibe til formålet. Disse skibe benævnes her 'støtteskibe'.
Indtil 1932 fungerede vagervæsenet og fyrvæsenet som separate enheder. Vagervæsenet havde i sagens natur haft behov for skibe til udlægning, inddragning og vedligeholdelse af flydende farvandsafmærkninger, og indtil fyrvæsenet i 1890 fik bygget sit første eget skib, havde man måttet låne sig frem, blandt andet hos vagervæsenet.
Samlet er der registreret bygget 9 inspektionsskibe, 7 vagerskibe, 2 transportskibe og 5 kuttere. I dag er kun det i 2002 byggede inspektionsskib med navnet Poul Løvenørn i aktiv tjeneste.
Bortset fra en engelskbygget skrueskonnert og et tysk vagt- og vagerskib, som blev overtaget efter afslutningen af 2. verdenskrig, er alle støtteskibene bygget på danske værfter. Ni af dem eksisterer stadig (2026), så de må være solidt og kyndigt bygget. For eksempel kan det i 1945 færdigbyggede inspektionsskib H.V. RAVN besøges i Hundested havn, og kutteren GERDA III bygget på Rasmus Møllers Værft i Fåborg i 1928, kan besøges på Mystic Seaport Museum i Connecticut, omtrent to times kørsel fra New York.
De tekniske oplysninger om fartøjer, der er bygget og anvendt som fyrskibe, vagerskibe, inspektionsskibe m.v., er samlet under ‘Fartøjer’.
Da det samme fysiske fartøj kunne gøre tjeneste ved flere fyrskibsstationer, og da støtteskibe blev omdøbt, har det været nødvendigt at skille tingene ad. For eksempel har fyrskibsstation Anholt Knob været passet af FYRSKIB NR. III, FYRSKIB NR. V, FYRSKIB NR. VI, FYRSKIB NR. IX, FYRSKIB NR. XI, FYRSKIB NR. XII og FYRSKIB NR. XIV. Det samme fartøj har eksisteret som vagerudlægningsskib med navnet Løvenørn og som inspektionsskib med navnet Absalon.
Af de 21 fyrskibe, der nåede at blive bygget, var alle på nær ét bygget i træ i en solid og holdbar konstruktion, som gjorde dem i stand til at modstå meget. Ni af dem eksisterer stadig (2026).
Fire er bevaret i oprindelig stand. FYRSKIB NR. XVII ligger ved Museet for Søfart i Helsingør. MOTORFYRSKIB NR. I ejes af FONDEN TIL BEVARELSE AF MOTORFYRSKIB NR 1. og ligger i Esbjerg havn. FYRSKIB NR. XXI findes på museet Maskinrummet i Skagen og FYRSKIB NR. XV fungerer som klubhus for Heikendorfer Yacht Club i Kiel Fjord.
FYRSKIB NR. X, XI og XIII er ombygget til husbåd eller anden anvendelse og ligger i København.
FYRSKIB NR. XVIII er ombygget til en tremastet skonnert og fungerer som skoleskib.
MOTORFYRSKIB NR. III er også ombygget til sejlskib og har nu islandsk ejer. Det er indrettet med komfortable kahytter og giver turister tryghed og ly på ekspeditioner i de islandske og grønlandske farvande.
Ansvaret for de danske fyranlæg blev første gang placeret hos én person, og dermed begyndte opbygningen af en administrativ enhed, da Jens Pedersen Grove (1584-1639) i 1630 blev udnævnt til fyrforvalter. Han var da borger i Helsingør og ridefoged i Faurås og Himle herreder i det svenske Hallands län, der på daværende tidspunkt var under dansk herredømme. Han havde gjort sig bemærket ved at indføre kul i stedet for træ som brændsel i fyrene og især ved at opfinde vippefyret. Efter hans død i 1639 overtog hans søn Peder Jensen Grove stillingen, frem til sin død i 1673.
I årene efter kom fyrforvalterembedet på mange hænder, heriblandt kongelige lakajer, justitsråder, officerer og endda en hospitalsforvalter. Det ændrede sig først i 1784, hvor den senere kontreadmiral Poul de Løwenørn udnævnes til direktør for det nyoprettede Søkortsarkiv.
Ud over opgaverne med søopmålinger og udarbejdelse af pålidelige søkort, kom afmærkningerne til søs, herunder fyrtårne, til at udgøre et af hans arbejdsområder. Under hans 42 år lange ledelse skete der en væsentlig udvikling og forbedring af de eksisterende fyranlæg, og der oprettedes 10 nye.
Den dynamiske udvikling Løwenørn havde sat i værk, fortsatte efter hans død. Blot tre år efter udlagdes det første fyrskib på Læsø Trindel. Hvem der varetog fortsættelsen af hans arbejde, vides ikke. Først efter 26 år udnævntes en direkte ansvarlig, da Carl Frederik Grove den 17. april 1852 fik bestalling som inspektør og ingeniør.
Herefter følger en uafbrudt række af ansvarlige og en stadig større organisation. Eksempelvis er der i 1950 registreret 740 ansatte, heraf varetager 89 administrative og serviceorienterede opgaver og 119 er honorarlønnede eller løstansatte. Resten er fyrmestre, fyrpassere, kaptajner, fyrskibsførere, styrmænd, maskinmestre, fyrbødere, matroser, og andre. Udover nogle få ansatte på kontrakt eller på prøve, er alle fastansatte.
Indtil 2013 lå administrationen i København. Første udflytning fra København var til Valby og dermed kun et lille ryk sydvestpå. Næste hop var noget længere, men i samme retning, til Korsør i 2019. I 2026 gik turen tilbage nordpå til Birkerød.
Fastansatte fyrmestre, fyrpassere og fyrskibsførere og andre er for længst fortid og administrationen af farvandsafmærkninger har siden 1973 blot været en del af de opgaver, der varetages sammen med andre, senest hos Beredskabsstyrelsen.
Har nogen i din familie været ansat ved fyrvæsenet? Prøv at søge på et navn eller en del af et navn, eller se den efternavnssorterede liste. Bemærk, at listen er omfattende, men ikke fuldstændig, og at en mislykket søgning dermed ikke udelukker en ansættelse.
Med bidrag fra slægtninge og ved hjælp af andre kilder har det været muligt at knytte - nogle gange få, andre gange omfattende - oplysninger om en ansat. Se for eksempel:
I de mange år, hvor navigation tæt på land, i indre farvande og i fjorde var baseret på fyrtårne, fyrskibe og andre visuelle afmærkninger, fik disse naturligvis stor opmærksomhed. Mængden af skrivelser, fortegnelser, bøger og andet materiale på tryk, som det blev til i alle disse år, er da også betydelig.
Med hensyn til det historiske perspektiv findes der to væsentlige værker. Den i 1927 udgivne bog "DET KGL. DANSKE FYRVÆSEN 1560-1927", skrevet og udgivet af bygningsingeniør Einar Blytmann og kontorfuldmægtig Rogert Fjeldborg, begge ansat ved fyrvæsenet, og bogen "Det danske Fyrvæsen gennem 400 år" udgivet af fyrvæsenet i 1960 og forfattet af museumsinspektor, cand. mag. Henning Henningsen, museumsdirektør, cand. mag. Knud Klem, forhenværende registrator i Fyrdirektoratet John Nielsen og fyringeniør cand. polyt. A. Skov Knudsen. Teksten indgår også i årbogen fra 1960 fra Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg.
Selv om der efter bedste evne er gjort bestræbelser på at registrere alle skriftlige kilder og henvise til dem, kan der forekomme mangler, som vil blive udbedret, efterhånden som de opdages.
Se alle skriftlige kilder i den alfabetiske liste.
Interessen for fyrtårne og deres historie er udbredt verden over. Her er samlet et lille udvalg af links til andre sider om emnet.